Fortsæt til indhold

Spritstiv parkering: Pludselig hørte nabo højt brag

En 51-årig mand fra lokalområdet afslørede lørdag morgen sin promille med en uheldig parkering.

Krimi

Det blev en brat opvågning, som beboere i Houlbjerg fik sig tidligt om morgenen lørdag 6. juli.

En bil kørte af vejen og ind i et stengærde samt en hæk lige midt i byen – og så stod bilen ellers parkeret dér.

Ifølge en nabo lød der et højt brag, da ulykken skete lige midt i byen – nærmere bestemt på Hammelvej klokken 06.09.

Østjyllands Politi oplyser, at bilen blev ført af en 51-årig mand fra lokalområdet.

»Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade,« oplyser Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.