Tyveri for flere millioner: Store tv-skærme stjålet fra aarhusiansk virksomhed
Virksomhed i Brabrand har været udsat for et indbrud, hvor fjernsyn for flere millioner kroner ifølge politiet er blevet stjålet.
Østjyllands Politi opfordrer tirsdag til, at man skal være særligt opmærksom, hvis man får »et lidt for godt tilbud« om at købe en varmeveksler eller et stort LG-fjernsyn.
Det sker, efter der det forgangne døgn er blevet stjålet store partier er lige netop disse varer for flere millioner kroner fra aarhusianske virksomheder, fremgår det af døgnrapporten.
Tidligt mandag morgen omkring kl. 05.30 var der indbrud i et lager på Logistikparken i Brabrand. Her stjal gerningsmændene mindst 50 fjernsyn af mærket LG i størrelsen 85 tommer. Skærmene blev formentligt kørt væk på en trailer af gerningsmændene, oplyser politiet i døgnrapporten.
Senere på formiddagen fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en virksomhed på Slipvej i Aarhus C, hvor et tyveri af flere varmevekslere fra et lager var blevet opdaget. Det er uvist, hvornår tyveriet af de dyre varmevekslere er sket, og gerningstidspunktet kan være flere dage tilbage, oplyser politiet.
Umiddelbart ser Østjyllands Politi ingen sammenhæng mellem de to indbrud.
Ved begge indbrud blev der sikret spor på stedet, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagerne nærmere.
Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114.