Fortsæt til indhold

Vold i nattelivet: Flere unge mænd i slåskamp ved åen

Politiet blev natten til torsdag kaldt ud til beværtning ved åen i Aarhus, hvor en gruppe unge mænd var kommet op at slås.

Krimi
jwh

Det resulterede i sigtelser og anholdelser, da politiet klokken 00.48 natten til torsdag blev kaldt ud til en anmeldelse om slåskamp ud for en beværtning på Åboulevarden i Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Da politiet kom frem, traf patruljen en gruppe unge mænd ved Mindebrogade. To af dem stod og skubbede til hinanden, mens en tredje blødte lidt fra nogle skrammer i ansigtet. En af mændene forsøgte at løbe fra politiet, men han blev indhentet og anholdt, fremgår det af døgnrapporten.

Anholdelse fik dog en af de andre mænd til at gå hen mod politiet, mens han råbte af betjentene. Det betød, at han også blev anholdt og lagt i håndjern.

I alt blev fire unge mænd, der er i alderen 18-22 år, sigtet for at forstyrre den offentlige orden ved at have indledt sig i slagsmål. Den mand, der forsøgte at flygte, og ham, der blandede sig i anholdelsen, blev desuden sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.