Fortsæt til indhold

Varebil sad fast under bro ved Ugelbølle

En chauffør overså skiltningen og kørte onsdag aften fast under broen på Ryomvej ved Ugelbølle.

Krimi
ah

Atter en gang har en kassevogn måttet give fortabt i sammenstødet med viadukten ved Ugelbølle i Syddjurs Kommune.

Vejen hedder Ryomvej. Den går under motortrafikvejen, og er man kendt på strækningen, ved man, at afstanden fra vejbane til broen ikke er særlig høj.

Det har gennem årene overrasket mange, og det sker jævnligt, at varevogne kiler sig fast mellem bro og vej. Heldigvis sjældent med personskade til følge.

Onsdag 10. juli 23.49 skete det så igen.

En 49-årig udenlandsk chauffør kørte fast under broen, oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Den 49-årige havde ikke helt styr på højden på sin varebil, og trods advarslerne på skiltene, som er opsat før broen, kørte han videre med det resultat at varevognen kilede sig ubehjælpeligt fast.

Det endte med, at Falck måtte tilkaldes for at få varevognen fri.

Den 49-årige kom ikke til skade ved uheldet, men han måtte betale en straksbøde for sin overtrædelse af færdselsloven.

I 2019 satte Syddjurs Kommune ekstra advarselsskilte op efter en række lignende uheld. Men de var altså ikke denne gang nok til at forhindre, at endnu en varebil kom i klemme.