Spritbilist endte i grøften
Pludselig kørte en 77-årig mand på tværs af vejen i Fuglsø ved Ebeltoft og endte i en grøft
En 77-årig mandlig bilist blev torsdag 18. juli klokken 10.03 anholdt og sigtet for spirituskørsel, efter at politiet via 112 havde fået en anmeldelse om, at hans bil var kørt i grøften i krydset mellem Hybenvej og Fuglsøvej i Ebeltoft.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Vidner på stedet fortalte, at den 77-årige var kommet kørende på Fuglsøvej i sydvestgående retning, og her flere gange slingrede over i den modsatte vognbane til fare for bilisterne, der kom i den anden retning.
Ved krydset med Hybenvej kørte han pludselig på tværs af vejen og ned i den modsatte grøft.
En patrulje ankom kort efter til stedet og kunne konstatere, at den 77-årige mand var synligt påvirket af alkohol.
Manden blev anholdt, taget med til udtagelse af blodprøve og hans bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation.