Anklager vil have fingre i dyre designstole, berømt lampe og Rolex-ur i kæmpe hashsag
Over 1,8 millioner kroner kræves konfiskeret i hashsag - derfor vil anklager lægge beslag på designerstole.
Nogle gange i ledtog med andre - andre gange på egen hånd - smuglede en i dag 41-årig mand ifølge politiets sigtelse kilovis af hash ind i Danmark fra Tyskland, og nu ventes han at tilstå.
Anklagemyndigheden vil i den forbindelse konfiskere et beløb på 1,8 millioner kroner og for at sikre pengene, har anklagemyndigheden nedlagt påstand om konfiskation af en række designermøbler, som er beslaglagt i sagen.
Det fremgår af en retsmødebegæring i sagen, som skal behandles i næste uge ved Retten i Aarhus. Anklagemyndigheden har en forventning om, at sagen skal fremmes som en tilståelsessag.
Med andre ord regner man med, at den 41-årige mand vil erkende sig skyldig.
Det fremgår af retsmødebegæringen, at den påståede indsmugling af hash skulle være koordineret gennem det krypterede kommunikationsnetværk Sky ECC, som det for nogle år siden lykkedes politiet i flere europæiske lande at knække koden til.
Siden er stribevis af personer over hele Europa - mange i Danmark - blevet dømt for kriminalitet, hvor afkodet kryptokommunikation fra tjenesten er blevet anvendt som bevis.
Mange af sagerne er afgjort som tilståelsessager, fordi bevismaterialet ikke har været til at løbe fra.
Det er politiets National enhed for Særlig Kriminalitet, som har efterforsket sagen. Der er rejst sigtelser i 13 forhold, som skal være begået i en periode fra 2020 og frem til maj 2024.
Ud over forholdende om indsmugling er den 41-årige sigtet for besiddelse af flere kilo hash på adresser i landsbyerne Mørke i Østjylland og Gadstrup ved Roskilde samt på en adresse i København.
Han er derudover sigtet for på henholdsvis en parkeringsplads i Valby i København samt på parkeringspladsen ved McDonalds i Karlslunde at have håndteret flere kilo hash.
Anklagemyndigheden nedlægger i retsmødebegæringen påstand om konfiskation af fire ”Kinastole” formgivet af Hans J. Wegner. Derudover vil man have Retten i Aarhus til at konfiskere yderligere tre stole formgivet af henholdsvis Wegner, Poul Kjærholm og Arne Jacobsen.
Også et eksemplar af Poul Henningsens berømte lampe ”Koglen” er på anklagemyndighedens ønskeliste. Det samme er i øvrigt et Rolex-ur.
Tre andre personer er sigtet i sagen. Deres sager behandles særskilt.