40-årig kvinde sigtet for at stå bag voldsom brand
Kvinde er sigtet i sagen, men er ikke blevet fremstillet i grundlovsforhør.
Østjyllands Politi har sigtet en 40-årig kvinde for forsætlig brandstiftelse efter en voldsom brand i Beder mandag den 22. juli.
Det oplyser politiet til Din Avis Aarhus Onsdag.
Branden opstod om aftenen kl. 18.44 i et rækkehus på Byagervej i Beder og udviklede sig ganske kraftigt.
Brandvæsnet måtte gøre brug af to udrykningsenheder i næsten fire timer for at få bugt med flammerne i det overtændte hus, der også udviklede en kraftig røg.
»Huset var kraftigt beskadiget, og kan på ingen måde bruges igen lige foreløbigt. En trappe er brændt helt væk inden døre, så det har været en rigtig kraftig brand,« sagde Johnny Damgård, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, til avisen.
Politiet havde efterfølgende mistanke om, at branden kunne være påsat, hvorfor man har brugt tid på at få fastlagt brandårsagen.
Hvordan branden opstod, vil politiet ikke oplyse, da sagen fortsat er under efterforskning, men nu er en 40-årig kvinde, som politiet mistænkte og var i kontakt med kort efter branden, altså blevet sigtet.
Politiet ønsker ikke heller ikke at fortælle, hvornår hun blev sigtet, eller om hun har nogen relationer til husets beboere.
Kvinden er ikke blevet fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Heldigvis kom ingen personer til skade ved branden.