Fortsæt til indhold

Politihund afslører cykeltyve: Forsøgte at gemme sig i baghave

Krimi
bo

Jagten gik over stok og sten, da to udenlandske mænd natten til mandag forsøgte at stikke af fra en hundepatrulje fra Sydøstjyllands Politi. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En patrulje fra Sydøstjyllands Politi var natten til mandag i Skanderborg i forbindelse med anmeldelser om cykeltyverier. Betjentene blev opmærksomme på en hvid varevogn, der holdt parkeret i Adelgade, og navnlig på de to mænd, der tilsyneladende havde travlt med at komme væk fra varebilen.

De tilkaldte derfor en hundepatrulje, og selvom flugten gik gennem tæt krat og over hegn, lykkedes det ikke de to mænd at sætte politiets firbenede ven ud af spillet. Den havde færden af de to, og efter en halv times søgning lykkedes det at finde frem til de mistænkte, der gemte sig i en baghave.

Varevognen viste sig at indeholde 11 cykler, der formodes at være stjålet i nabolaget. Cyklernes vurderes i alt at have en værdi på omkring 50.000 kroner.

De to mænd blev anholdt og sigtet for flere cykeltyverier. Mandag eftermiddag blev de ved et grundlovsforhør ved retten i Horsens varetægtsfængslet frem til 13. august.