Større fund i hvid varevogn efter hundejagt
En jagt efter to mænd endte med et større fund ...
Politiet efterlyser ejerne til 11 cykler (se galleri i bunden af artiklen), der efter alt at dømme er stjålet i løbet af weekenden den 26. - 28. juli i Aarhus og/eller Skanderborg-området.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Tirsdag oplyste politikredsen til i en pressemeddelelse, at to udenlandske mænd natten til mandag forsøgte at stikke af fra en hundepatrulje fra Sydøstjyllands Politi.
Betjentene blev opmærksomme på en hvid varevogn, der holdt parkeret i Adelgade, og navnlig på de to mænd, der tilsyneladende havde travlt med at komme væk fra varebilen.
De tilkaldte derfor en hundepatrulje, og selvom flugten gik gennem tæt krat og over hegn, lykkedes det ikke de to mænd at sætte politiets firbenede ven ud af spillet.
Den havde færden af de to, og efter en halv times søgning lykkedes det at finde frem til de mistænkte, der gemte sig i en baghave.
11 cykler bag i bilen
Varevognen viste sig at indeholde 11 cykler - til en anslået værdi på 50.000 kroner - og det er altså ejerne til dem, som politiet nu efterlyser.
De to mænd blev anholdt og sigtet for flere cykeltyverier. Mandag eftermiddag blev de ved et grundlovsforhør ved retten i Horsens varetægtsfængslet frem til 13. august.
Henvendelser til Sydøstjyllands Politi på telefonnummer 114.