Flere indbrud: Stjal bilnøgler og bil, mens ejere lå og sov
Politiet efterlyser en Audi A3 varevogn efter indbrud i Ry.
Sydøstjyllands Politi fik i weekenden flere anmeldelser om indbrud i Skanderborg-området.
Et af de anmeldte indbrud skete fredag klokken 04.10 i en villa på Vessøvej i Ry, mens husets ejere lå og sov. Ifølge Sydøstjyllands Politi stjal man bilnøgler tilhørende en varebil af mærket Audi A3, og de kørte efterfølgende fra stedet i varebilen, der blandt andet indeholdt golfudstyr.
Bilen har registreringsnummer AS 57 543.
Også en villa på Regnbuevænget i Skanderborg fik uønsket besøg midt om natten. Her var det søndag 04.14, alarmen blev aktiveret. Her stjal man seks desginspisestole fra villaen, og man kom ind via et opbrudt vindue.
Også på Bøghsvej i Stilling er tyve gået direkte efter designmøbler. På et tidspunkt mellem søndag eftermiddag i forrige uge til lørdag 3. august stjal tyve to designlænestole og otte designspisestole fra villaen. Tyvene kom også her ind via et opbrudt vindue.