Fortsæt til indhold

Brand i vasketøj på plejehjem måske påsat

Personale fandt afbrændt tøj i omklædningsrum. En flaske med sprit ved siden af kan ifølge politiet tyde på, at nogen har forsøgt at sætte ild til tøjet.

Krimi

På plejehjemmet Fællesskabets Hus i Ry blev der mandag omkring klokken 14 fundet afbrændt tøj i et omklædningsrum i kælderen. Det oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

»Man opdager, at der har været ild i noget beskidt arbejdstøj i en vaskekurv, og der er formentlig tale om en påsat brand. Der bliver fundet en flaske sprit i nærheden. Ilden er gået ud og der har kun været en lille røgudvikling, og ingen har været i fare,« understreger vicepolitiinspektøren.

Politiet har i forbindelse med episoden foretaget brandundersøgelser på stedet.