Fortsæt til indhold

Politiet håber på præventiv effekt med mandagens 29 p-afgifter i midtbyen

29 bilister blev noteret for at parkere ulovligt under de særlige omstændigheder under Smukfest.

Krimi

Et træls syn mødte mandag en række bilister i midtbyen i Skanderborg, for politiet er ikke kun til stede på festivalpladsen i Bøgeskoven i løbet af ugen. Også i midtbyen holdes der øje med, at alt er som det skal være under Smukfest.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at man er aktuelle med en indsats i forhold til parkeringen. Og det viste sig ret hurtigt, at en række bilister holdt ulovligt parkeret i midtbyen.

I løbet af mandagen fik 29 biler i midtbyen en lille gul hilsen med en p-afgift.

»Det er et forsøg på at få folk til at overholde de aktuelle regler under Smukfest, som vi håber har en præventiv effekt,« lyder det fra Sydøstjyllands Politi, der henviser til den interne trafik fra parkeringsområder til Smukfest.