Fortsæt til indhold

22-årig spænede pludselig væk fra sin egen bil

Den unge mand fik håndjerne på - og en sigtelse.

Krimi

En ung mands desperate forsøg på at undslippe politiet mandag aften mislykkedes, da lovens lange arm indhentede ham. Den 22-årige mand endte i håndjern og står nu over for en sigtelse.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Klokken 17.32 bemærkede en opmærksom patrulje fra lokalpolitiet i Aarhus Vest manden, da han parkerede sin bil på en tankstation på Hasle Centervej i Aarhus V.

Den 22-årige steg ud af bilen, og da betjentene rettede henvendelse til ham for at få en snak, fik han pludseligt travlt og satte i spurt væk fra stedet.

Betjentene løb efter, og de indhentede ham kort tid efter og lagde ham i håndjern.

Et kig i mandens bil afslørede sandsynligvis årsagen til flugtforsøget: Inde i køretøjet fandt politiet 60 flasker med lattergas.

Da det siden sidste år har været ulovligt at besidde lattergas på offentlige steder, blev manden sigtet på stedet.

De mange flasker blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.