Politiet på Smukfest: Biler holder ulovligt parkeret og festivalgæster taget med narko
Tirsdag skrev politiet igen 29 p-afgifter til biler, der holdt ulovligt parkeret.
Siden søndag har der været liv og glade dage i Skanderborg og på campingområderne, og Sydøstjyllands Politi er gennem hele festivalen til stede.
Tirsdag måtte politiet igen frem med bødeblokken.
Ligesom mandag måtte politiet lægge parkeringsafgifter i forruden på 29 biler, der holdt ulovligt i midtbyen i Skanderborg.
»Vi er talstærkt til stede, hvor vi forsøger at få borgerne til at respektere forholdene,« lyder det fra Sydøstjyllands Politi, der opfordrer til, at man tager hensyn til borgerne i Skanderborg under festivalen.
På campingområderne var der ligesom mandag også et par sigtelser for at være i besiddelse af narko.
Ved indgangen til Kærligheden var en patrulje opmærksomme natten til onsdag, da en ung mand ville ind på området. Her blev patruljen opmærksomme på en 23-årig mand, som blev sigtet.
Også en 40-årig mand fra Aarhus blev en sigtelse rigere, da han på Horsensvej, tæt på Sherwood, blev taget med 0,4 gram hash.