Fortsæt til indhold

»Hej mor« ..: Politiet advarer mod "falske børn"

Har du også fået en besked, der lyder som om, den er fra dit eventuelle barn? Nu advarer politiet.

Krimi
jro

Sydøstjyllands Politi modtager i øjeblikket flere anmeldelser fra borgere, som er blevet forsøgt snydt via sms-beskeder.

En af de mest udbredte metoder netop nu er, at svindlere udgiver sig for at være søn eller datter til dem, de forsøger at narre.

»Hej mor. Min telefon er gået i stykker, og jeg har været nødt til at købe en ny. Derfor skriver jeg fra et nyt nummer. Vil du ikke overføre 6.000 kroner, så jeg kan betale for den nye telefon?«

Sådan kunne et eksempel på en sms til en tilfældig borger lyde, skriver politikredsen i en pressemeddelelse, men beskeden kommer i virkeligheden ikke fra modtagerens barn, men fra en bedrager, der forsøger at snyde sig til penge.

I andre tilfælde forsøger svindleren med en mindre direkte tilgang via flere sms-beskeder at opbygge modtagerens tillid til, at det rent faktisk er modtagerens søn eller datter, der skriver.

Fælles for beskederne er, at de ofte indledes med ”Hej mor” eller ”Hej far”, og at der på et tidspunkt sendes et ønske om at få økonomisk hjælp via overførsler fra netbank eller MobilePay.

30 mor/far-sager

Sydøstjyllands Politi har i år registreret 30 sager, hvor der er skrevet ”Hej mor” eller ”Hej far”, og hvor svindlere altså udgiver sig for at være barn af den, de skriver til.

Politikredsen opfordrer til, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man i god tro overfører penge.

»Det er altid en god idé at have en form for sund skepsis, når man ud af det blå pludselig bliver bedt om at overføre både mindre eller større beløb – også selvom det i første omgang for eksempel ser ud, som om henvendelsen kommer fra en søn eller datter, som man gerne vil hjælpe,« siger politikommissær Brian Kristiansen fra Sydøstjyllands Politi.

Politikommissæren opfordrer til, at man dobbelttjekker, at den person, som henvender sig og anmoder om penge, er den samme, som vedkommende udgiver sig for at være. Det gælder, uanset om vedkommende påstår at være dit barn, din bankrådgiver eller en helt tredje.

»Hvis du modtager opkald eller beskeder fra nogen, som beder om penge, så tag dig tid til at undersøge, om den, du er i kontakt med, nu også er den person, som vedkommende påstår at være. Det gælder naturligvis også, selvom vedkommende skriver, at situationen er akut, og at pengene skal overføres med det samme,« siger Brian Kristiansen.

Hvis man modtager en sms, hvor man bliver bedt om at overføre penge med det samme, så ring til dit barn eller bekendte på det nummer, du normalt plejer at kontakte dem på for at tjekke, om anmodningen faktisk er ægte, lyder opfordringen.