Fortsæt til indhold

Højttaler stjålet fra Smukfest og ender i helt anden politikreds: Der var dog én ting tyven havde overset

En ung mand krøb til korset.

Krimi
jro

Højttaler fra Smukfest sporet til Aarhus – ung mand sigtet

En lille lejr på campingområdet ”Kærligheden” til Smukfest i Skanderborg stod pludseligt uden musik, da deres Soundboks torsdag var blevet stjålet.

Det endte med, at politiet fandt frem til både tyv og højttaler, der viste sig at befinde sig i Østjyllands politikreds, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Soundboksen havde én af personerne i lejren lejet gennem et firma på festivalen, og den var udstyret med et såkaldt AirTag, så den nemt kunne spores via GPS-signal.

Da signalet viste sig at komme fra en adresse i Brabrand, blev det Østjyllands Politi, der rykkede ud til adresssen, hvor betjentene hurtigt fandt frem til den stjålne højttaler, som stod i en lejlighed hos nogle unge mennesker.

Det er en airtag som denne, der fik højttaleren tilbage på Kærligheden. Foto: Apple Inc./Ritzau Scanpix

En 23-årig mand, der opholdt sig i lejligheden, indrømmede straks, at han havde stjålet Soundboksen fra campingområdet, inden han forlod festivalen. Han blev derfor sigtet for tyveri.

Det viste sig dog, at han også var i besiddelse af en mindre mængde hash og en peberspray, hvilket førte til yderligere sigtelser for besiddelse af euforiserende stoffer og overtrædelse af våbenloven.

»Så på den måde fik den unge mand ”Kærligheden” at føle, mens højttaleren igen kunne spille sød musik for festivalgæsterne på pladsen i Skanderborg,« skriver Østjyllands Politi.