Borgere slog alarm: Mand med gevær set i Aarhus C
Flere patruljer blev sendt til stedet.
En mand med noget, der lignede et rigtigt våben. fik flere borgere til at alarmere politiet.
Det fremgår af døgnrapporten.
Anmeldelserne gik på, at en mand var blevet set gående med et gevær omkring Vestre Ringgade i Aarhus C.
Flere politipatruljer blev straks sendt til området, hvor betjentene hurtigt fik kontakt til en 44-årig mand.
Det viste sig, at geværet, han bar, var et legetøjsgevær af plastik, dog særdeles vellignende.
Da det havde skabt voldsom utryghed i offentligheden, at den 44-årige gik rundt med geværet, blev han sigtet efter ordensbekendtgørelsen ved at have forstyrret den offentlige orden
Politiet opfordrer til, at man opbevarer legetøjsvåben, hardball-pistoler eller lignende i en taske eller pose, så de ikke er synlige, og at man altid har dem under opsyn.