Nu slår røgen ned: Politiet med ny opfordring
Røgen er begyndt at slå ned nu, og derfor opfordrer Sydøstjyllands Politi nu til, at man søger væk fra røgen.
»Luk for døre, vinduer og ventilation.«
Sådan lyder opfordringen fra Sydøstjyllands Politi på X som følge af den kraftige brand i Galten torsdag, hvor SuperBrugsens lagerbygning er kollapset.
»Opdatering. Røgen fra branden er nu begyndt at slå ned øst for Søndergade i Galten. Borgere i området anmodes om ikke at søge ind i røgen, samt at lukke for døre, vinduer og ventilation. Hvis man oplever gener fra røgen, opfordres der til, at man søger læge,« står der i opslaget på X.
Både Sydøstjyllands Politi og Østjyllands Brandvæsen har været massivt til stede siden 11-tiden torsdag.
Kort før klokken 13 skrev Østjyllands Politi på X, at brandvæsenet var til stede med styrker fra syv stationer, og at mere end 20 brandfolk arbejdede på stedet.
Kort efter klokken 12 var der fem stationer til stede ved branden, oplyste Østjyllands Brandvæsens operationschef til Uge-Bladet.
»Der er kraftig brand i Brugsen i Galten, og vi har flere styrker på vej derud. Vi har kaldt fem stationer derud nu med brandbiler, så vi har omkring 20 personer derude nu. Der er bygningskollaps i lageret lige nu på grund af branden. Vi sætter massivt ind på at holde branden der, så den ikke spreder sig til butikken,« siger Operationschef Kent Winther fra Østjyllands Brandvæsen.
Klokken 13.15 oplyste Østjyllands Brandvæsen på X, at man havde styr på branden.
»Vi har styr på branden i Galten men er fortsat tilstede med mange styrker. Røgfane er aftagende,« skriver brandvæsenet på X.