Ny voldsom brand i etageejendom: Beboere evakueret
Brandårsagen er endnu ukendt.
Opdatering: Branden er formentligt opstået i noget elektronik. Ingen kom noget til, og umiddelbart ikke yderligere for politiet, skriver Østjyllands Politi nu på X.
En ny brand har hærget en etageejendom på Gudrunsvej i Gellerupparken.
Kl. 07.14 fik politiet en melding om brand i en lejlighed, oplyser politiet mandag morgen på X.
Beboerne blev evakueret, og ingen kom ifølge politiet noget til.
»Branden er nu slukket. Det er for tidligt at sige noget om brandårsagen,« skriver politiet, der ikke ønsker at kommentere sagen yderligere for nu.
Branden er opstået præcis to måneder efter en anden voldsom brand på Gudrunsvej.
2. juli om natten måtte 47 personer evakueres på grund af kraftig ild på begge sider af en ejendom og røgudvikling i hele opgangen.
Politiet kunne efterfølgende konstatere, at den var påsat og muligvis havde relation til et knivstikkeri i Viby nogle dage forinden.
Om de to brande har relation til hinanden, er endnu uvist.