Fortsæt til indhold

Ældre mand krænkede 15-årig pige: Jeg vil gerne slikke dig

Erhvervsdrivende kendt skyldig i blufærdighedskrænkelse af pige, der havde været ansat hos ham.

Krimi

En ældre mand er kendt skyldig i at blufærdighedskrænke en 15-årig pige, som han gav 1.000 kroner for at møde op hos ham alene i hans virksomhed. Manden er ved Retten i Randers kendt skyldig i at have slikket hendes hænder, befølt hende og slikket hende i skridtet uden på hendes bukser, ligesom han opfordrede hende til at lade ham slikke hendes klitoris.

Han var også sigtet for at have trukket hendes bukser og underbukser ned under numsen, men det blev han frikendt for.

Episoden foregik for cirka et år siden, hvor pigen og en veninde kiggede ind til manden i hans virksomhed, som den 15-årige pige tidligere har arbejdet for. Hun havde et par uger forinden også hjulpet ham med noget rengøring, og nu ville pigerne høre om muligheden for ansættelse.

Efter mødet skrev manden til den 15-årige pige, at han ville give hende 1.000 kroner for at møde ham igen alene. Pigen fortalte i retten, at hun troede, det var betaling for rengøringsarbejdet, men hun var alligevel lidt betænkelig ved situationen og satte derfor sin mobiltelefon til at optage lyd, hvis der skulle ske noget.

Forud for mødet havde hun talt med veninden, der også blev afhørt i retten. Veninden forklarede i retten, at hun havde advaret den 15-årige pige om at møde manden alene.

Ville slikke hende

Det gjorde hun alligevel, og i retten fortalte hun, at manden låste døren ud til gaden, og at de kom ind i et lokale, hvor han satte sig på en sofa ved siden af hende.

»Han rykkede tættere på og placerede sin hånd på mit lår og sagde, han ville slikke min fisse. Jeg kan ikke huske så meget, men det var ulækkert og mærkeligt. Han ville noget seksuelt og ville gerne betale mig for det, og jeg måtte ikke sige det til nogen« fortalte pigen i retten.

Anklageren forsøgte at hjælpe pigens hukommelse på vej ved at læse op af den forklaring, hun gav til politiet, da episoden, to dage efter den fandt sted, blev anmeldt til politiet. Her havde hun forklaret, at han tog hendes hænder og slikkede dem, nussede hendes hofter og lår, slikkede hende i skridtet udenpå bukserne og prøvede at trække dem ned.

»Ja, han slikkede mig i skridtet uden på bukserne. Jeg har smidt bukserne ud, de var pisseklamme at have på.«

Ifølge pigen endte episoden med, at hun vred sig fri, og han låste hende ud.

Forsvareren spurgte pigen, om det kunne passe, at hun fik de 1.000 kroner, før de satte sig i sofaen, og om hun ikke bare kunne være gået derefter?

Pigen bekræftede, men svarede samtidig, at døren var låst.

Forsvareren spurgte også ind til, hvorfor pigen ikke sagde noget til hendes søster, som ringede under episoden, og han konstaterede, at pigen blev i lokalet, da mandens telefon ringede, og han forlod lokalet.

»Ikke noget seksuelt«

Den tiltalte forklarede i retten, at pigen kendte hans datter og tidligere havde været ansat hos ham. Han forklarede, at han efter nogle operationer havde haft problemer med sin potens.

»Jeg er ked af, hvad der er sket. Jeg har sagt, jeg vil slikke dig, men jeg har ikke brugt vold, og der er ikke sket noget seksuelt. Hun kildede mig lidt i sjov, og jeg tænkte i min dumhed, det måske kunne hjælpe dernede, hvis jeg slikkede hende.«

Han indrømmede at have kysset hendes hænder, men benægtede at have rørt hende andre steder og slikket hende i skridtet udenpå bukserne.

»Jeg respekterer, hun siger nej, og det med at trække hendes bukser ned passer overhovedet ikke.«

»Pengene, hun får, har det noget med det her at gøre,« spurgte anklageren.

»Nej, det var for at vaske vinduer,« svarede den tiltalte, som også blev spurgt, om han havde hørt optagelsen, pigen havde optaget på sin telefon.

»Hun har sendt den til min datter, men jeg har ikke lyst til at høre den. Min ekskone og børn ville ikke tale med mig i flere måneder, og det kan jeg godt forstå.«

Anklageren forholdt ham derefter til, at pigen på lydfilen siger nej til de ting, der foregår.

»Det er svært at forstå, for hun gik ikke. Hvis man siger nej, går man væk,« sagde han.

»Giv mig bare et kys«

Under retssagen blev lydoptagelsen fra episoden afspillet. Den varede 24 minutter, og i begyndelsen kan man høre manden sige, ”jeg betaler for at være lidt sammen med dig, jeg vil gerne mærke på dig.”

Man hører ham hviske til hende, hvortil hun siger nej, du sagde, vi bare skulle snakke. Han spørger, om han må kysse hende, og om han må slikke hende, hvortil pigen hver gang siger nej. Han siger også, at hun skal sige til, hvis hun synes, han er ulækker, så vil han stoppe, og at hun bestemmer.

Pigen siger, at hun kun er 15, at hun synes, det er virkelig mærkeligt. Det er sådan, det foregår, når man bliver voksen, svarer den tiltalte.

Han fortæller, at hun er virkelig sexet og lækker, og at han kigger på hende, når hun bevæger sig. Man hører ham hviske til hende og beder hende om at lukke øjnene, hvortil hun svarer, at det ikke er 1.000 kroner værd.

I nogle minutter af lydoptagelsen kan man kun høre skramlen. Den slutter med, at han siger please, please, giv mig bare et kys. Det siger pigen nej til, og derefter hører man en dør blive låst op.

Sagde fra til kys og slik

Retssagen sluttede med anklageren og forsvarerens procedurer, hvor de ridser sagen op og tager stilling til skyldsspørgsmål og eventuel straf.

Ikke overraskende procederede anklageren for, at den tiltalte skulle straffes for det hele i anklageskriftet. Ifølge anklageren var det ikke underligt, at pigen havde haft svært ved at huske, hvad der var sket, men hendes forklaring havde været klar, da hun hørte, hvad hun havde sagt til politiet, som anklageskriftet er baseret på.

Anklageren påpegede, at pigen gentagende sagde fra til kys og slik, og at den tiltalte ved at låse døren og plage hende havde til hensigt at foretage disse handlinger.

»Foregået frivilligt«

Forsvareren forklarede, at man for at overtræde Straffelovens paragraf 232 om blufærdighedskrænkelse forsætligt skal krænke en anden person med en vis seksuel grovhed, hvad der ifølge forsvareren ikke er tale om i den aktuelle sag. Forsvareren påpegede, at pigen først kunne huske, hvad der var sket, da hun fik læst politireferatet op, og at der var mange unøjagtigheder i hendes forklaring, og at intet på lydoptagelsen bekræftede de anklager, hans klient havde afvist.

Forsvareren erklærede derfor sin klient uskyldig og sagde, man kun kan bebrejde ham for at kysse hendes hænder og sige, han vil slikke hende.

»Pigen samtykker helt klart i det, der foregår på lydfilen. Hun får at vide, hun selv kan bestemme, og tvinger hende ikke til noget. Alt er foregået fuldstændig frivilligt,« argumenterede forsvareren.

Kendt skyldig

Efter anklageren og forsvarerens procedure trak dommeren sig kortvarigt tilbage for at stilling til sagen. Kort efter kom dommeren tilbage og sagde, hun kendte den tiltalte skyldig i kys, beføling, slik udenpå bukserne samt opfordring til at slikke. Derimod fandt dommeren ikke, at der var beviser for, at han trak hendes bukser og underbukser ned.

»Jeg har lagt vægt på, at du erkender noget af det, og at den forurettede har afgivet en troværdig og detaljeret forklaring. Det er ikke usædvanligt, at forklaringen skal hjælpes på vej (af politireferatet, red.), og efter en samlet vurdering af omstændighederne, er der tale om uanstændige forhold,« sagde dommeren.

Bemærkningen om uanstændige forhold refererer til ordlyden i Straffelovens paragraf 232 om blufærdighedskrænkelse.

Den tiltalte fik en dom på 20 dages betinget fængsel og skal betale 8.000 kroner i torterstatning til pigen, der i mellemtiden er blevet 16 år. Manden modtog dommen, så den vil altså ikke blive anket til en højere retsinstans, medmindre anklagemyndigheden vælger at anke den. Det er dog meget usandsynligt, idet anklageren fik ret i skyldsspørgsmålet, omend straffen og erstatningen var lidt mindre, end de 30 dage og 15.000 kroner, anklageren havde krævet.