To måneder efter dødsulykke på letbane-spor: Politiet standser efterforskningen
Politiets undersøgelse frikender nu Aarhus Letbane.
En 89-årig mand afgik ved døden lørdag 22. juni, efter at være blevet ramt af et letbanetog ved Nørrebrogade og Kirkegaardsvej i Aarhus C.
Dette var den anden dødsulykke i letbanens historie.
Indledningsvist pegede forklaringen på manglende opmærksomhed.
Umiddelbart efter meldte Østjyllands Politi nemlig ud, at den afdøde skulle være gået ud på sporet og have overset letbanen, da toget kom kørende. To dage senere - den efterfølgende mandag - oplyste politikredsen så, at man stadig var i gang med stykke det eksakte hændelsesforløb sammen.
Men nu her godt to måneder senere er der så nyt i sagen.
For Østjyllands Politi har standset efterforskningen af ulykken, og frikender samtidig letbanen og dens fører.
Det oplyser politiet i et skriftligt svar til avisen.
»Vi har standset efterforskningen af sagen, da der ikke er noget, der tyder på, at der er begået noget strafbart i sagen. Ingen personer er sigtet.«
»Vores vurdering er, at der er tale om en tragisk ulykke,« skriver Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver for Østjyllands Politi.
Mens politiets undersøgelse er kommet frem til, at der ikke er sket noget strafbart i forbindelse med ulykken, som kan få et retsligt efterspil, så er Havarikommissionens undersøgelse af ulykken stadig under udarbejdelse og ikke blevet offentliggjort endnu, oplyser den uafhængige undersøgelsesinstans.
Et direktiv på jernbaneområdet gør, at Havarikommissionen skal lave en undersøgelse af en ulykke, såfremt der er en eller flere døde i implicerede i ulykken.
Og her kommer resultatet af Havarikommissionens undersøgelse ikke til at placere et juridisk ansvar, men den har en mere teknisk karakter og skal derimod komme med anbefalinger til relevante myndigheder og organisationer - eksempelvis Aarhus Letbane eller Aarhus Kommune - som kan bruges til at forhindre fremtidige ulykker.