»Skide mordersvin« - politiet ind i sagen om ministerchikane i Ebeltoft
Miljøminister Magnus Heunicke blev i august opsøgt på gaden i Ebeltoft og filmet. Politiet efterforsker sagen.
Østjyllands Politi har indledt en efterforskning i forbindelse med en hændelse i august, hvor miljøminister Magnus Heunicke (S) blev opsøgt og filmet af en mand på gaden.
Det skriver TV2 Østjylland.
Ifølge mediet oplyser politiet, at det har indledt en efterforskning ”vedrørende mulig chikane begået mod et folketingsmedlem i Ebeltoft i midten af august.”
Episoden fandt sted, da Magnus Heunicke gik tur med sine døtre og hustru i Ebeltoft.
Manden kaldte Magnus Heunicke for ”mordersvin”, ligesom han spurgte hustruen om, hvordan det er, at ”være sammen med en morder”, skriver TV 2 Østjylland.
Optagelsen blev delt på sociale medier.
Politiet vil ifølge TV 2 Østjylland ikke sige mere om sagen for nuværende.
Heunicke har selv tidligere omtalt episoden i et opslag på Facebook. Han forklarede, at han var nødt til at søge ly i en boghandel, da manden fulgte efter ham.
»Han er vred på mig på grund af min tid som sundhedsminister under coronapandemien.«
»Og er desuden tidligere dømt for trusler mod mig. Det var selvfølgelig dybt ubehageligt. Men det, der virkelig gør det slemt, er, at det også gik ud over min familie,« skrev Heunicke.
TV 2 Østjylland skriver, at manden bag videoen er Kent Nielsen, som har fortalt om motivet bag til TV 2-podcasten ”Dato”.
»Jeg vil gerne udstille de her mennesker (politikerne, red.) for, at de ikke vil tale med folk. De vil simpelthen ikke forholde sig til, hvad der foregår,« siger Kent Nielsen.
Han erkender dog, at hans metode med at filme konfrontationer næppe virker.
»Jeg tror ikke, at Magnus Heunicke kommer til kort og siger, ”ja, jeg har dræbt og skadet en masse mennesker. Tilgiv mig”,« siger Kent Nielsen.
Han påpeger, at det er folket, han prøver at vække med sine handlinger.
»Skal man nå ud til nogle andre mennesker, end man gør, hvis man laver stille og rolige videoer, så må man jo prøve på noget nyt. Det er 100 procent for modtageren.«