Fortsæt til indhold

Drabsmistænkt i Aarhus anholdt i Nordirland: Her kan de ikke gemme sig

Mandag blev en drabs-mistænkt anholdt i Nordirland.

Krimi

Søren Koch blev om natten 8. marts 2022 blev fundet dræbt i sin bil på Ringvej Syd nær Viby Gymnasium.

Østjyllands Politi har siden efterforsket sagen intensivt og slog mandag 16. september mod en 31-årig mand, som blev anholdt på en adresse i Belfast i Nordirland - mistænkt og sigtet for skuddrabet på Søren Koch.

»Vi glæder os over, at vi i dag er lykkedes med at få anholdt den mand, som vi mistænker for at stå bag drabet på den 21-årige mand, som på tragisk vis blev slået ihjel ved en ulykkelig tilfældighed for mere end to år siden i Viby J,« siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Heller ikke i Nordirland er sagen og anholdelsen gået upåagtet hen.

»Vi har arbejdet tæt sammen med efterforskere fra Østjyllands Politi i arbejdet på at finde og anholde den mistænkte,« siger betjent Davey fra Nordirlands Politis internationale enhed.

Derudover er han helt klar i spyttet:

»Nordirland er ikke et sikkert sted for de personer, der tror, de kan undgå at blive anholdt - eller stillet til ansvar for deres handlinger.«

Sten- og billedhugger Filip Møller har kaldt mindestenen 'Den Ufuldendte'. Foto: MW

Medgerningsmand fortsat sigtet

En 29-årig mand har tidligere været varetægtsfængslet i sagen. Han blev fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus tilbage i november 2022 som sigtet i sagen.

Han er sidenhen blevet løsladt, da Østjyllands Politi i marts 2024 vurderede, at han på fri fod ikke længere ville kunne påvirke efterforskningen i et omfang, som berettigede til en fortsat varetægtsfængsling.

Den 29-årige er fortsat sigtet i sagen.

Få dage efter drabet blev et fakkeltog arrangeret for at mindes Søren Koch Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Stort arbejde forude

Den drabsmistænkte 31-årige mand vil blive stillet for en dommer i Nordirland med henblik på varetægtsfængsling inden en eventuel udlevering til Danmark.

Manden har forud for sin anholdelse i Nordirland været internationalt efterlyst af de danske myndigheder i forbindelse med Østjyllands Politis efterforskning af drabssagen fra Viby.

»Der venter os stadig et fortsat stort efterforskningsarbejde i sagen, men vi er med dagens anholdelse kommet et godt stykke videre i efterforskningen. I den forbindelse skal der også lyde en stor tak til kollegaerne i Nordirland, som vi har haft et rigtig godt samarbejde med forud for dagens koordinerede anholdelsesaktion,« siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard.

Østjyllands Politi ønsker ikke at gå yderligere i detaljer med, hvad der har ført til politiets mistanke og efterfølgende anholdelse og sigtelse af den 31-årige mand. Politiet hører dog fortsat gerne fra vidner med relevante oplysninger om sagen.