Fortsæt til indhold

Mistænkt dødsbilist varetægtsfængsles i fire uger

Sent onsdag aften blev tre personer dræbt og to alvorligt kvæstet i en ulykke ved Tranbjerg. Torsdag er den mistænkte blevet fremstillet i grundlovsforhør.

Krimi
jro/ritzau

Sent onsdag aften blev tre personer dræbt og to andre hårdt kvæstet i en ulykke på Landevejen ved Tranbjerg.

En 35-årig mand er sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, kørsel uden førerret og for sprit- og narkokørsel.

Den 35 årige mand blev efter ulykken indlagt på hospitalet, og torsdag er han - in absentia - blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Det betyder, at den sigtede ikke selv var til stede ved dagens grundlovsforhør.

Her valgte dommeren at fængsle ham i fire uger. Baggrunden for varetægtsfængslingen er en begrundet mistanke om »særlig hensynsløs kørsel«.

Den 35-årige mand fra Horsens var påvirket af lattergas og kørte 114 kilometer i timen, fremgår det blandt andet af sigtelsen, rapporterer stiften.dk, TV2 Østjylland og andre medier fra et retsmøde torsdag eftermiddag.

Ifølge de medier, der er til stede ved retsmødet, kørte manden i en stjålen Audi A6.

Et vidne hørte ham tale i telefon med medhør lige efter det voldsomme sammenstød. En kvinde spurgte, om han havde taget gas, rapporterer TV2 Østjylland om de politirapporter, der gennemgås i retsmødet.

Sigtelsen om lattergas underbygges også af, at der i bilen er fundet lattergaspatroner.

Imidlertid har den 35-årige sagt, at han blot var passager i bilen.

Flere vidner har dog fortalt, han var alene i bilen.

Ulykkesstedet torsdag. Foto: Presse-fotos.dk.

Frontalt sammenstød

Ifølge sigtelsen forsøgte den 35-årige at overhale to biler, men kørte i stedet frontalt sammen med en anden bil, hvori der sad fem ældre personer.

Tre af personerne - en 77-årig mand, en 86-årig kvinde og en 78-årig kvinde - blev erklæret døde på stedet.

En 79-årig mandlig og en 78-årig kvindelig passager blev kørt med ambulance til hospitalet i kritisk tilstand.

De fem var på vej hjem fra folkedans, er det kommet frem i retsmødet.

Mistænkt anholdt i nærheden

Vidner på stedet havde overværet episoden, mens andre efterfølgende havde set en mand flygte fra den anden af de involverede køretøjer.

Den pågældende mand blev fundet af en hundepatrulje fra Østjyllands Politi og anholdt klokken 23.03 nogle få hundrede meter fra ulykkesstedet.

I forbindelse med sin anholdelse blev den formodede gerningsmand – en 35-årig mand med bopæl i Horsens – sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, da han gjorde modstand.

Ulykkesstedet torsdag. Foto: Presse-fotos.dk.

En bilinspektør blev tilkaldt til uheldsstedet, som var spærret det meste af natten.

Ulykken skete kort efter klokken 22 på Landevejen i Tranbjerg, som ligger lidt uden for Aarhus.

Vejen var spærret til klokken cirka 05 torsdag morgen.

Østjyllands Politi har desuden beslaglagt den 35-åriges bil med henblik på konfiskation jf. færdselslovens bestemmelser om vanvidskørsel.

Søger vidner

Af hensyns til sagens efterforskning har politiet på nuværende ikke yderligere oplysninger i sagen, men politiet opfordrer eventuelle vidner, der måtte have været i området i tiden før, under og efter ulykken på Landevejen i Tranbjerg J - og som måtte have set noget med relevans for sagen - til at kontakte Østjyllands Politi.

Alle oplysninger til politiet bedes gå via telefonnummer 114.