Efterlysning: Mistænkt for voldtægt i Aarhus
Politiet beder borgerne om hjælp i en sag fra midten af august.
Opdatering 24. februar 2026: Navnet og billederne af den ene af de to formodede gerningsmænd er blevet fjernet, da vedkommende den 24. februar 2026 er blevet anholdt af Østjyllands Politi. Efterlysningen af den nu anholdte mand er derfor ikke længere aktuel.
17. august blev en kvinde voldtaget i en lejlighed på Langenæs Allé i Aarhus.
Nu beder Østjyllands Politi offentligheden om hjælp til at finde to mistænkte.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
De to mænd har været søgt af politiet, men det er ikke lykkedes at få fat på dem, og politiet offentliggør nu navnene på dem og billeder af dem.
Billederne er taget fra en overvågningsvideo i en butik samme dag, som voldtægten skulle have fundet sted.
Det drejer sig om 26-årige Awedin Mohammed Adem Fikak og 26-årige (navn fjernet).
I forbindelse med efterforskningen har Østjyllands Politi tidligere været ude og efterlyse vidner, der formentligt har været i kontakt med den 37-årige forurettede kvinde, da hun gik på Langenæs Allé omkring klokken 13.00 den 17. august.
Dem vil politiet fortsat meget gerne høre fra.
Kort tid efter anmeldelsen af sagen blev tre mænd anholdt og varetægtsfængslet i sagen.
To af dem blev dog efterfølgende løsladt, mens den tredje, en 33-årig mand, fortsat er varetægtsfængslet.
Har du oplysninger om, hvor de to mænd befinder sig, kontakt Østjyllands Politi på telefonnummer 114.
Af hensyn til den videre efterforskning ønsker Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.