43-årig fra Aarhus mistænkt hovedmand i sag om hvidvask: Finder 10 millioner i kontanter
Tirsdag blev 10 personer blev i går anholdt i en koordineret anholdelses- og ransagningsaktion på tværs af landet.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i går anholdt ti personer på tværs af landet, alle sigtet for hvidvask af særlig grov beskaffenhed, herunder gennem salg af minkskind.
Ifølge NSK er hovedmanden en 43-årig mand fra Aarhus.
Otte andre anholdte, i alderen 48 til 69 år, er relateret til produktion og salg af minkskind og er bosiddende rundt om i landet, skriver NSK i en pressemeddelelse.
Den sidste anholdte er en 47-årig mand fra den københavnske vestegn, som NSK mener har været involveret i transporten af minkskind.
Skind og kontanter
Under ransagningerne fandt politiet blandt andet minkskind og over ti millioner kroner i kontanter.
Den 43-årige mand sigtes desuden for medvirken til handel med cirka 1,4 ton hash og for forsøg på indsmugling af 19,3 liter flydende kokain.
National enhed for Særlig Kriminalitet mener, at de anholdte personer er del af et større netværk, der gennem salg af blandt andet minkskind har været medvirkende til hvidvask af kontanter fra organiseret kriminalitet.
»Vi mistænker, at hvidvasken er sket fra efteråret 2022 og helt frem til i dag, og at det drejer det sig om hvidvask af mere end 30 millioner kroner. Dermed er statskassen blevet snydt for et stort millionbeløb,« siger Michael Kjeldgaard, ledende politiinspektør hos NSK.
Seks af de ti personer fremstilles onsdag klokken 9.00 i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Her vil anklagemyndigheden begære varetægtsfængsling. De øvrige fire blev løsladt efter endt afhøring.
»Anklagemyndigheden vil af hensyn til den videre efterforskning begære retsmødet afholdt for lukkede døre,« står der i pressemeddelelsen.