Fortsæt til indhold

Uro i Brabrand: Nu øger politiet patruljeringen

Weekenden bød på flere tilfælde af brande og en del affyring af fyrværkeri i Brabrand, hvilket nu får politiet til at reagere.

Krimi
jwh

Flere gange i løbet af weekenden måtte politiet rykke ud til anmeldelser om uro i Brabrand, hvor der var tale om mindre brand samt en del affyring af kanonslag og andet fyrværkeri, fremgår det af mandagens døgnrapport fra Østjyllands Politi.

Der var tale om mindre brande i knallerter og containere, som efter dialog med brandvæsnet fik lov til at brænde ud af sig selv. Der var hverken fare for mennesker eller spredning til andre bygninger, lyder det i døgnrapporten.

Østjyllands Politi rykkede ud til flere af de anmeldte episoder, men det lykkedes ikke at få fat i gerningsmændene. Sagerne bliver nu efterforsket nærmere, og politiet vil være ekstra synligt til stede i området de næste dage.

»Vi ser med stor alvor på weekendens uro i Brabrand. Vi vil ikke tolerere, at nogle få uromagere skaber utryghed for borgerne i området, og derfor kommer vi til øge vores helhedsorienterede indsats i området - både med forebyggende initiativer og øget patruljering i den kommende tid, ligesom vi efterforsker weekendens hændelser for at finde frem til, hvem der står bag,« er politiinspektør Brian Voss Olsen citeret for i døgnrapporten.