Fortsæt til indhold

50 bargæster evakuret efter hosteanfald

Politi, sundhedsmyndigheder og brandvæsen blev sendt til bar på Kannikegade.

Krimi
sb

Omkring 50 personer blev natten til fredag evakueret fra en bar på Kannikegade i Aarhus C., efter mistanke om, at der var opstået en form for udslip på stedet.

Det oplyser Østjyllands Politi i en døgnrapport.

Ifølge anmeldelsen havde flere personer uafhængigt af hinanden fået symptomer og kriller i halsen samt var begyndt at hoste, hvorfor personalet på stedet havde sørget for, at alle kom ud med det samme.

Politi, sundhedsmyndigheder og brandvæsen blev sendt til stedet for at undersøge episoden nærmere, men det var ikke muligt at finde en årsag til, at personerne var begyndt at hoste.

Der blev ikke målt noget udslip på stedet eller fundet nogle genstande med relevans for sagen.

Ingen personer kom til skade, og bargæsterne havde på egen hånd forladt området, da ingen havde brug for lægehjælp.

Baren fik efterfølgende lov til at genåbne og myndighederne forlod stedet efter undersøgelserne var overstået kort tid efter.

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen omkring klokken 01 natten til fredag.