Flygtede over hegn og stak af i bil - med 20 meter kobberkabler
To patruljer og en politihund. Det var det, der skulle til for at få to kobbertyve i nettet.
Østjyllands Politi modtog søndag aften kl. 22.58 en anmeldelse om, at to ukendte mænd i mørkt tøj var blevet set på videoovervågning ved en byggeplads på Grøndalsvej i Viby J, hvor de udviste mistænkelig adfærd og ikke umiddelbart havde noget lovligt ærinde.
Der blev sendt en hundepatrulje til stedet - og ved politiets ankomst nogle få minutter senere fik hunden straks færden af noget interessant på den anden side af hegnet.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Flygtede over hegn
Kort tid efter så betjentene en person, som flygtede over hegnet og ind i en bil, som kort forinden var blevet tændt af en anden person, hvorefter de to personer kørte fra stedet i høj fart.
Patruljen fik kastet oplysinger om de flygtende videre i systemet - og en anden patrulje fik kort efter køretøjet stoppet på Vårkjærvej - bare nogle få meter fra byggepladsen.
I bilen befandt to mænd på henholdsvis 35 og 51 år sig, mens der også lå en del afklippede kobberkabler med en samlet længde på omkring 20 meter.
De to mænd blev sigtet for tyveri af kobberkablerne, fik håndjern på og blev anholdt.
Kobberkablerne blev leveret tilbage til byggepladsen, mens de to mænd blev kørt til politistationen til nærmere afhøring.