19-årig forsøgte at befri 16-årig pige under anholdelse
Nu er de sociale myndigheder blevet involveret.
Østjyllands Politi rykkede tidligt tirsdag morgen klokken 05.22 ud til en anmeldelse fra en opmærksom borger, der havde set to unge personer knuse en rude i en forretning på Ryomvej i Rønde og efterfølgende bevæge sig rundt inde i butikken.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor anmelderen havde formået at tilbageholde de to mistænkte indbrudstyve, indtil politiet ankom.
De to gerningsmænd – en 16-årig pige og en 19-årig dreng – blev straks sigtet for i forening at have begået indbrud.
I forbindelse med anholdelsen af de to personer blev først den 16-årige pige og efterfølgende også den 19-årige mand aggressiv og udadreagerende.
De blev derfor også begge sigtet for vold mod betjentene og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Den 19-årige mand blev også sigtet for forsøg på at befri den 16-årige pige fra sin anholdelse.
I forbindelse med indbruddet havde den 19-årige skåret sig på den knuste rude, og der blev derfor rekvireret en ambulance til stedet, som efterfølgende kørte den 19-årige mand til behandling på hospitalet.
De pårørende og de sociale myndigheder er underrettet om episoden.