Fortsæt til indhold

Kvinde anholdt for terror: Havde 8-årig søn med i lufthavn

En 27-årig kvinde er sigtet for overtrædelse af terrorbestemmelserne. Hun blev anholdt i går i Københavns Lufthavn. Fredag fremstilles hun i grundlovsforhør.

Krimi
jro/ritzau

Østjyllands Politi har anholdt en 27-årig kvinde, der er sigtet for overtrædelse af flere terrorbestemmelser i straffeloven.

Kvinden har i en længere periode opholdt sig i Syrien, og ankom torsdag i Københavns Lufthavn, hvor hun klokken 22.52 blev anholdt af betjente fra Østjyllands Politi.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kvinden bliver fredag klokken 11.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Det er Udenrigsministeriet, der har stået for koordinationen af evakueringen fra en al-Roj-lejren i det nordøstlige Syrien og for transporten frem til Danmark.

»Anholdelsen skete uden dramatik, og vores betjente har anholdt og sigtet kvinden, hvorefter hun blev kørt til Aarhus. Nu pågår der en efterforskning af sagen, som formentligt kommer til at tage lidt tid,« siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi.

Kvinden ankom til Danmark sammen med sin mindreårige søn, som nu er overdraget til de sociale myndigheder, der tager sig af ham og hjælper ham.

Rejste i 2014

Drengens mor rejste til Syrien i 2014. Her blev hun gift med et medlem af Islamisk Stat.

Den otteårige dreng og hans mor har været tilbageholdt i lejren siden 2019.

Udlændingemyndighederne valgte i oktober 2020 at ophæve morens danske statsborgerskab.

Drengen er tidligere blevet tilbudt evakuering uden moren, men i august fastslog Højesteret, at det er imod menneskerettighederne ikke at evakuere både mor og søn.

I september tilbød Udenrigsministeriet den otteårige dreng og hans mor at blive evakueret fra al-Roj-lejren.

Drengen er den sidste danske dreng i den syriske fangelejr.

Højesterets dom gik imod både byrettens og landsrettens tidligere domme.

Her fik staten medhold i, at der ikke skulle tilbydes hjemtagning af drengens mor.

Men det udgjorde en krænkelse af menneskerettighedskonventionen, afgjorde Højesteret.

Ved grundlovsforhøret vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.