Fortsæt til indhold

600-700 biler skabte kaos i Skanderborg og Aarhus

To politikredse havde mange patruljer på vejene for at holde styr på bilentusiaster.

Krimi

Sydøstjyllands og Østjyllands Politi kom lørdag aften og natten til søndag på arbejde.

De to kredse skulle holde styr på hundredvis af køretøjer i forbindelse med, at bilentusiast-gruppen Cars & Coffee holdt sæsonafslutning.

Det var meldt ud på gruppens sociale medier, men det var lokationen ikke.

»Om et døgn indtager vi gaderne med storm! Sænkede og brølende slæder vil fylde luften med benzinlugt og adrenalin! Dette er ikke bare et træf — det er en eksplosiv fejring af alt, vi står for: biler, brøl og den vildeste bilkultur,« skrev Cars & Coffee Aarhus blandt andet.

Men det viste sig blandt andet at være i Skanderborg, hvor en forsamling, som ifølge politiet talte 600-700 køretøjer, førte til, at politiet måtte lukke en motorvejsafkørsel ved Stilling.

»Det skabte farlige situationer derude, at der var så mange, der skulle af samme sted. Så vi har haft lukket afkørslen derude, så vi kunne få færdslen afviklet,« siger vagtchefen til Ritzau. .

Foto: Presse-fotos.dk

Sydøstjyllands Politi var til stede med flere færdselspatruljer og foretog ikke nogen anholdelser.

Ved 21-tiden begyndte bilentusiasterne dog at begive sig til Aarhus, og her måtte Østjyllands Politi tage over.

Vagtchefen oplyser til Din Avis Aarhus Onsdag, at man ikke har tal på, hvor mange biler der kom til byen.

»Men der var en del, og de lavede en del larm inde omkring Aarhus C og i Viby. Det har vi brugt en del ressourcer på i nat, og vi modtog mange anmeldelser om uhensigtsmæssig kørsel,« siger vagtchefen.

Forsamling opløstes ud på natten mellem kl. 02.30 og 03, og der blev ikke foretaget anholdelser i Aarhus, men til gengæld var der en hel del sigtelser.

I alt fik 122 personer 141 sigtelser for alskens fejl på bilerne, larm, narko og en lang række færdselsovertrædelser.

Foto: Presse-fotos.dk