Granater afleveret på politistationer: »Lad venligst være med det«
Både i Aarhus og Grenaa har borgere på samme dag indleveret mortergranater. Det vil politiet gerne have sig frabedt.
Der bliver indleveret lidt af hvert til de danske politistationer i disse dage, hvor man kører en såkaldt ’Frit lejde’-måned.
Det betyder, at borgere anonymt, straffrit og uden at blive noteret for noget som helst kan aflevere ting, de ikke må have.
I Østjylland har kampagnen budt på, at ordensmagten har skullet håndtere - ikke blot en række forskellige våben - men også sprængstoffer.
Og lige netop når det kommer til sprængstoffer, eller andet, der kan sige ”bum!”, vil Østjyllands Politi gerne lige have budskabet ud, at det skal man altså ikke troppe op med på stationen.
Det er nemlig sket, og onsdag skete det både i Aarhus og Grenaa, hvor der blev indleveret mortergranater.
»Det må folk virkelig gerne lade være med. Man må komme til os med alle slags våben og andre farlige ting, men man skal ikke komme ind på stationerne med den slags. Det var der desværre nogen, der havde misforstået,« fortæller kommunikationsmedarbejder Anne Tiedemann.
Når det sker, er man nødt til at rydde ekspeditionen på stationen, hvorefter EOD (Ammunitionsrydningstjenesten) skal kontaktes.
I tilfældet mortergranaterne, der var gamle, var det ikke nødvendigt for EOD at rykke ud, men under alle omstændigheder skal borgere, der skal af med den slags, ringe ind først, understreger Anne Tiedemann.
»Så ringer man 114. Hvis man bare er det mindste i tvivl, ringer man, og så skal vi nok hjælpe.«
Og så spørger du måske dig selv, om det er så normalt at besidde mortergranater, at den slags kan blive indleveret samme dag på to forskellige stationer i samme politikreds.
Svaret er, at det er ikke så unormalt igen.
»Der er mange, der har mange interessante ting. Ofte også gamle ting. Det kan være arvegods eller fund fra dyk eller lignende. Vi har også været ude at hente håndgranater fra 2. verdenskrig. Vi vil rigtig gerne hjælpe folk af med det, men bare ikke herinde fra kontoret,« gentager Anne Tiedemann, som understreger, at man stadig vil være anonym, selvom politiet må sende EOD ud for at hente noget.