Fortsæt til indhold

Overrasket tyv havde pludselig en kniv

Politiet har været travlt optaget af indbrud og røveri det forgangne døgn.

Krimi
jro

I løbet af det seneste døgns tid har Østjyllands Politi fået tre forskellige anmeldelser om sager, hvor borgere er blevet udsat for forskellige former for indbrudsforsøg.

I alle tre tilfælde blev opdaget og skræmt væk - i et af dem blev der brugt en kniv over for beboerne.

Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Natten til tirsdag klokken 04.02 kunne en kvindelig beboer på Fuldenvej i Beder på sin overvågning se en bil køre op til hendes ejendom. To personer steg ud og bevægede sig mod huset.

Kort efter knuste de en rude bag huset, men kvinden alarmerede hurtigt de øvrige beboere, og sammen råbte de ad de ukendte gerningsmænd, som straks flygtede fra stedet. En patrulje blev senere sendt til adressen for at sikre spor.

Anmeldelsen indløb klokken 08.32, og ingen er endnu sigtet i sagen.

Senere, klokken 12.05 på Marselisborg Allé, opdagede en mandlig beboer, at uvedkommende var trængt ind i hans lejlighed via en bagtrappedør, som muligvis var blevet sparket op.

Politiet blev alarmeret en time senere og gennemførte sporsikring på stedet.

Indbrudstyvene ikke nået at tage noget, da de var blevet opdaget og straks flygtede.

Truede med kniv

Den mest alvorlige hændelse fandt sted på Rønne Allé i Åbyhøj, hvor Østjyllands Politi klokken 11.22 modtog en anmeldelse om et igangværende indbrud, hvor gerningsmanden havde fremvist en kniv.

Flere patruljer blev derfor sendt til stedet, da der var tale om et røveriforhold.

Gerningsmanden nåede af flygte i vestlig retning inden patruljernes ankomst, og politiet gennemførte en omfattende eftersøgning af området.

Også her blev der foretaget sporsikring på stedet, og efterforskningen fortsætter med fokus på gerningsmandens signalement.

»Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen,« sluttes der i rapporten.

Ingen personer kom til skade.