Fortsæt til indhold

Bordelkontrol i Østjylland: Flere kvinder fra Thailand anholdt

Politiet slog mandag til mod to massageklinikker.

Krimi
jro

Betjente fra Østjyllands Politis Udlændingesektion var mandag på et par bordelkontroller i politikredsen ved to forskellige massageklinikker i henholdsvis Randers og Grenaa.

Det kom der flere sager ud af, oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Først var betjentene om formiddagen forbi en massageklinik i det centrale Randers.

Her traf politiet to udenlandske personer, herunder en 39-årig kvinde fra Thailand, der opholdt sig ulovligt i landet, da hendes visum til Schengenområdet var udløbet.

Hun blev derfor sigtet for ulovligt ophold og anholdt klokken 10.38.

Senere på dagen – nærmere bestemt klokken 16.05 – var politiets kontrol nået til Grenaa. Også her traf betjentene to udenlandske kvinder på en massageklinik.

Den ene af de to – en 36-årig kvinde fra Thailand – blev ikke fundet i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, og hun blev derfor også sigtet for ulovligt ophold og taget med på stationen.

Kvindernes sager vil nu blive forelagt Center mod Menneskehandel, der skal vurdere, om de kan have været udsat for menneskehandel.

Også Udlændingestyrelsen vil få forelagt sagen med henblik på at vurdere, om de to kvinder skal udvises.