Fortsæt til indhold

Knivdrab i Aarhus: Politiet har anholdt tre mænd

En 19-årig mand blev natten til søndag dræbt af knivstik i Aarhus. Politiet har anholdt tre mænd for drabet.

Krimi

Østjyllands Politi har anholdt og sigtet tre mænd for drabet på en 19-årig mand i Aarhus.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

De tre anholdte, hvor to er 20 år og en er 27 år, er alle sigtet for drab.

Politiet formoder, at der er flere gerningsmænd på fri fod.

Østjyllands Politi fik klokken 00.39 en anmeldelse om noget tumult og uro mellem flere mænd på Reginehøjvej.

Patruljerne traf ingen ofre på stedet, men lidt efter kom der besked fra skadestuen om, at en mand var kommet ind med alvorlige skader efter knivstik.

Hans liv stod ikke til at redde.

Video: Presse-fotos.dk

Utrygt område

En beboer, der ikke vil have sit navn i avisen, oplyser, at området de sidste år er blevet mere utryg.

»Det er blevet værre med unge, der samler sig,« siger hun.

Hun har boet i Reginehøj med sin familie siden 2012.

»Men man har lyst til at flytte,« siger hun.

Østjyllands Politi sendte efter drabet sin mobile politistation til Reginehøj - med to formål:

For at give områdets beboere en følelse af tryghed - og at åbne dørene helt lokalt for eventuelle vidner.

Den mobile politistation i Reginehøj. Foto: Rosengren

Opgør i ’kriminelle miljø’

Politiet har tidligere meldt ud, at det vurderer, at sagen er et internt opgør i det kriminelle miljø.

»Vi forventer umiddelbart ikke at melde yderligere ud om sagen i dag. Mandag vil der komme opdatering i forhold til et eventuelt grundlovsforhør og opsamling på sagen,« oplyser politiet.