Røg i dele af Bruuns Galleri efter brand: Genåbner gradvist
Der har mandag været brand i en pappresser i vareindleveringen hos det aarhusianske butikscenter.
Østjyllands Brandvæsen er mandag rykket ud til en mindre brand i Bruuns Galleri, oplyser beredskabet på X.
»Vi er massivt til stede ved Bruuns Galleri i Aarhus ifm. en brand ved vareindleveringen. Centret vil være afspærret det næste stykke tid,« lyder den kortfattede besked på det sociale medie.
Til avisen uddyber operationschef Anders Jensen fra Østjyllands Brandvæsen, at der er tale om brand i en pappresser, som er blevet slukket.
»Der er styr på branden, som er slukket, og der foregår lige nu efterslukningsarbejde, så vi vil være til stede noget tid endnu. Der har været røgspredning til dele af centeret, hvilket vi lige nu er ved at få styr på ved at lufte ud,« fortæller han til avisen og oplyser, at anmeldelsen tikkede ind kort før klokken 8.30.
Den fik brandvæsnet til at være »massivt til stede« i butikscenteret, som blev afspærret, ligesom politiet sendte patruljer af sted for at assistere.
»Der har ikke været fare for togtrafik eller naboer som sådan, men når der er bekræftet brand i et butikscenter, sender vi hellere lidt for mange vogne af sted end for få,« fortsætter Anders Jensen og tilføjer:
»Det meste af centeret er åbnet, og resten bliver det gradvist.«
Selvom Bruuns Galleri har været afspærret i forbindelse med brandanmeldelsen, er det dog nok ikke noget, som har fået den store betydning for julehandlen. Ifølge shoppingcenterets hjemmeside åbner butikkerne således først klokken 10.