Fortsæt til indhold

Politiet sætter overvågning op og spærrer veje i Aarhus C

Østjyllands Politi vil også i år overvåge Store Torv i Aarhus nytårsaften, ligesom udvalgte strækninger bliver midlertidigt afspærret for trafikanter »for at fremme trygheden og sikkerheden«.

Krimi
jwh

Ligesom det har været tilfældet de seneste år, øger Østjyllands Politi indsatsen på Store Torv i den centrale del af Aarhus, når det nye år bliver skudt ind. Der vil således blive opsat midlertidig tv-overvågning samt afspærringer på udvalgte strækninger.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Der vil desuden være en øget og synlig patruljering både nytårsaften- og nat.

»Vi vil have en ekstra opmærksomhed omkring de steder, hvor vi erfaringsvis ved, at der forsamles mange mennesker,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Tv-overvågningen på Store Torv skal ses som et redskab i indsatsen for at fremme trygheden og sikkerheden i området samt opretholde ro og orden og forebygge kriminalitet, herunder affyring af fyrværkeri på uforsvarlig vis, som kan opstå, når mange mennesker er forsamlet på et lille geografisk område.«

De midlertidige trafikale afspærringer på udvalgte strækninger sker i et tæt samarbejde med Aarhus Kommune og med det formål at sikre, at redningskøretøjer ikke bliver forhindret i at kunne komme frem, oplyser Østjyllands Politi.

Tv-overvågningen og de trafikale afspærringer vil blive sat i drift tirsdag den 31. december kl. 18.00 og vil blive taget ned igen onsdag den 1. januar kl. 10.00. Der vil blive skiltet med information de steder, hvor tv-overvågningen og afspærringerne er sat op.

Sådan bliver trafikken påvirket nytårsaften. Kort: Østjyllands Politi