Brændt helt ned efter brand på havn
»Vi fokuserede arbejdet på at redde bådene fra flammerne,« lyder det fra brandstationen i Ebeltoft .
Natten til torsdag har der været brand på havnen i Ebeltoft.
»Vi fik melding klokken 04.50 cirka om, at der var brand i nogle skure nede på havnen. Så vi sætter ind for at sørge for, at der ikke sker brandspredning til andre ting,« sagde Jesper Hansen, operationschef ved Beredskab & Sikkerhed, til TV2 Østjylland tidligere på dagen.
Og brandvæsenet har været på havnen helt frem til 9-tiden, oplyser operationschef Steen Bøje her til avisen, efter der af uvisse årsager opstod en brand på stedet.
Ifølge operationschefen er et 100 kvadratmeter stort skur brændt ned som følge af branden, ingen personer er dog kommet til skade i forbindelse med nattens brand.
»Vi ankom til en helt overtændt, stort skur fyldt med garn og fiskeredskaber og stor fare for spredning til tre både få meter derfra. Vi fokuserede arbejdet på at redde bådene fra flammerne. Skuret kunne desværre ikke reddes. Bådene slap med sodskader,« lyder det i et facebookopslag fra brandstationen i Ebeltoft om det, der skulle blive deres første udrykning i 2025.
(opdateret 14.30 med kommentar fra Ebeltoft Brandstation)