Fortsæt til indhold

Tre mænd sigtet: Taget med bilen fuld af koster

Tre mænd blev anholdt og sigtet efter et tyveri fra en virksomhed.

Krimi

En vågen borger hjalp politiet med at fange tre mænd, der fredag aften gjorde sig til tyve hos virksomheden Danpres på Mosegårdsvej i Låsby fredag aften.

Kort før kl. 22 modtog politiet en anmeldelse.

»Vi får en anmeldelse fra en privatperson, som ser en bil køre fra stedet. Vi får en patrulje ud, som finder bilen og får standset den. Patruljen finder fire kasser med metal til en værdi af ca. 40.000 kroner,« lyder det fra vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

De tre personer i bilen blev alle sigtet for tyveriforholdet.

Det drejer sig om en 35-årig mand fra Viby, en 52-årig mand fra Gjern og en 36-årig mand.

De tre mænd blev alle anholdt, afhørt og sigtet, inden de igen blev løsladt.

Virksomheden har ifølge politiet fået metallerne tilbage igen.