Lig fundet i kloak: Nu er han identificeret
Det har endnu ikke været muligt af fastslå dødsårsagen.
Den mand, der fredag blev fundet i en kloak, er blevet identificeret.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Derudover skriver politiet, at dødsårsagen endnu er ikke fastslået, og der er fortsat mange spørgsmål, som efterforskningen skal finde svar på.
»Det har været et vanskeligt arbejde, og vi har haft brug særligt specialudstyr, Beredskabsstyrelsen og vandværk undervejs. Vi har foretaget flere afhøringer og undersøgelser på stedet, men der mangler stadig en del efterforskningsskridt, før vi kan afdække hændelsesforløbet,« siger politiinspektør René Raffo.
Det var i forbindelse med arbejde i kloakken, at liget blev opdaget, og Østjyllands Politi fik anmeldelsen fredag klokken 16.30.
Da det ikke har været muligt at underrette mandens pårørende, ønsker politiet p.t. ikke at oplyse yderligere om ham.
»Vi betragter omstændighederne som mistænkelige. Derfor har vi sat en del kræfter af til at efterforske sagen, men det varer noget tid, inden vi kan melde mere ud og fastslå, om der ligger en kriminel handling bag eller ej,« siger han.
Personer, der måtte have set noget eller på anden vis have oplysninger i sagen, kan kontakte politiet på telefonnummer 114.
Edelhoffvej ligger i det østlige Harlev og strækker sig mellem Stillingvej og Højbyvej.
Østjyllands Politi forventer ikke at kunne melde mere ud om sagen i dag, da der fortsat er en del usikkerheder og brug for yderligere undersøgelser.