Tragisk ulykke på værtshus: En af gæsterne mistede livet
En af Rosenholm Festivalens frivillige supervisorer mistede på tragisk vis livet natten til til lørdag 6. april. Livreddende førstehjælp blev forsøgt af tilstedeværende gæster på værtshuset Spor 3, men det var for sent.
Natten til lørdag den 6. april blev værtshuset Spor 3 i Hornslet ramt af en tragisk ulykke, hvor en af stedets gæster mistede livet.
Bettina Stendevad Olsen, indehaver af Spor 3, har i en smuk og selvfølgelig følelsesladet meddelelse på Facebook udtrykt sin dybeste sorg og medfølelse med den afdødes familie, venner og bekendte. Hun sender også varme tanker til alle, der var til stede og oplevede den frygtelige hændelse.
»Dette er nok det sværeste og værste opslag, jeg endnu har måttet skrive,« skriver Bettina Stendevad Olsen. Hun opfordrer alle, der var vidne til ulykken eller deltog i den livreddende førstehjælp, til at tale igennem oplevelsen med deres nærmeste eller søge professionel hjælp.
Den pågældende, der mistede livet på tragisk vis, var en af Rosenholm Festivalens supervisorer. Derfor har Rosenholm Festivalens ledelse også et opslag på Facebook.
Din Avis Syddjurs har talt med Lars Hjortshøj Jacobsen, formand for bestyrelsen for Rosenholm Festivalen.
Han har ikke yderligere kommentarer til den tragiske ulykke, men sender mange varme tanker til familie, pårørende og dem, der var vidne til hændelsen.