Kvinde vrikkede om på foden ved Tyskertårnet – redningsmandskab transporterede hende ned ad skrænt til redningsbåd
Redningsaktion ved Tyskertårnet på Helgenæs: Kvinde sejlet til Esby for behandling af fodskade.
En kvinde vrikkede om på foden under en gåtur lørdag 19. april i området ved Tyskertårnet på Helgenæs og var ikke i stand til at komme videre.
Redningsmandskab fra Beredskab & Sikkerhed Randers-Favrskov-Djursland rykkede ud til stedet og vurderede, at den bedste løsning ville være at transportere kvinden ned ad den stejle skrænt til en redningsbåd, som kunne sejle hende til Esby, hvorfra hun kunne komme videre til behandling.
Nærmeste parkeringsplads er ved Sletterhage Fyr, hvorfra der er godt 2 kilometer i et kuperet terræn langs kystskrænterne til Tyskertårnet.
»Der er jo langt at gå i det uvejsomme terræn med en båre til nærmeste parkeringsplads,« konstaterer en repræsentant fra pressetjenesten hos Beredskab & Sikkerhed Randers-Favrskov-Djursland.
Fra badebroen i Esby blev kvinden kørt i ambulance til nærmeste sygehus til videre undersøgelser.
Østjyllands Politi bekræfter det skete, men var ikke inde over hændelsen.
Afkræfter rygter
Repræsentanten fra pressetjenesten hos Beredskab & Sikkerhed Randers-Favrskov-Djursland. afkræfter rygter om, at kvinden var faldet ned ad skrænten og havde brækket benet i faldet og var strøget i vandet, så hun måtte hentes op af det våde element.
»Det var simpelthen et uheldigt vrid i foden, der gjorde, at hun ikke kunne gå videre,« forklarer han.
Tyskertårnet er et tysk radartårn fra 2. verdenskrig, som var strategisk placeret for at spotte fly og havtrafik til og fra Aarhus.
I dag er stedet et populært udflugtsmål på grund af den flotte udsigt over de omkringliggende øer. Skibe til og fra Aarhus passerer forbi i farvandet tæt ved tårnet, og marsvin kan ofte iagttages i vandet nedenfor.