Dansk FBI rykker ind i Aarhus-forstad med 200 politifolk
Ved Danfoss' gamle kontorer i det sydlige Aarhus skal der for 100 millioner kroner både bygges til og om, inden politiets operative specialenhed NSK kan flytte ind, samle sine østjyske enheder og få løst gammel akilleshæl.
Engang hed det bagmandspolitiet.
Men i 2022 fik specialenheden et nyt navn, da daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) efter eget udsagn ville lave en dansk pendant til FBI.
Med reference til det amerikanske forbundspoliti, som efterforsker og opklarer de mest komplicerede sager på tværs af USA’s forbundsstater, skulle dansk politis nye enhed styrke bekæmpelsen af den organiserede kriminalitet.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) døbte man politiets nye operative specialenhed, hvor otte af politiets enheder blev lagt sammen.
I dag er enheden opdelt i to hovedafdelinger, som efterforsker sager på hver sin side af Storebæltsbroen – og fra 2026 kommer specialenhedens jyske hovedkvarter til at ligge i det sydlige Aarhus.
For politiets specialenhed kommer om cirka et års tid til at rykke ind på Jegstrupvej 3 i Hasselager, hvor Danfoss tidligere har haft kontorer, og som naboer til det lokale busselskab AarBus (tidligere Aarhus Sporveje).
»Vi forventer, at vores medarbejdere kan rykke ind i NSK’s nye lokation i Hasselager i midten af 2026,« oplyser stabschef i NSK Lasse Ring Christensen i et skriftligt svar til avisen.
Det bliver omkring 200 medarbejdere, der kommer til at rykke ind på de cirka 6.300 kvadratmeter i Hasselager, og det bliver udelukkende NSK-ansatte, der kommer til at have til huse på adressen i det sydlige Aarhus.
Samler spredt enhed
»Medarbejderne sidder i øjeblikket på Østjyllands Politis lokationer i Aarhus og Randers og på en midlertidig lokation i Silkeborg. Samlingen af vores medarbejdere på den nye lokation i Hasselager vil styrke samarbejde og vidensdelingen i NSK,« forklarer Lasse Ring Christensen om baggrunden for flytningen.
National enhed for Særlig Kriminalitet kom den anden dag også med sin årsberetning for 2024, og i den lægger NSK’s politidirektør Lasse Boje heller ikke skjul på, at de første år med den nye specialenhed har handlet om at få styr på de bygningsmæssige rammer, rekruttering af mere end 500 nye kollegaer samt at få skabt en fælles organisationskultur.
Og det kan være svært, når de mange ansatte, som tæller politiuddannede, anklagere, analytikere, it-specialister, teknikere og kontorfunktionærer, er fordelt ud på forskellige lokationer i hele landet.
»Bygningssituationen er helt klart vores akilleshæl i forhold til at lykkes med at bringe otte specialiserede enheder sammen i et stærkt arbejdsfællesskab og med en fælles kultur,« udtalte Lasse Boje, politidirektør i NSK, til fagbladet Dansk Politi tilbage i 2023.
Forventer rejsegilde i år
Først i 2026 kommer der altså mere samling på tropperne – i hvert fald i NSK’s vestdanske afdeling.
Inden da skal der dog laves en til- og ombygning af den nuværende ejendom på Jegstrupvej, som firmaet Proniq Ejendomme ejer, og som Rigspolitiet kommer til at stå som lejer af.
Af udbudsmaterialet kan man se, at om- og tilbygningen kommer til at løbe op i 100 mio. kr., og at ejendommen bl.a. skal indrettes til ca. 230 kontorarbejdspladser med dertilhørende møderum, kantine, bad, omklædning, arkiv og depotrum.
Derudover kommer ejendommen også til at blive indrettet med en række understøttende rum med »særlige funktioner, herunder blandt andet overnatningsrum samt overdækninger til tjenestebiler og p-pladser til private biler samt et antal ladestandere mv.,« fremgår det af udbudsmaterialet.
»Projektet har været i EU-udbud, i september 2024 tog vi første spadestik og til maj i år forventer vi at holde rejsegilde. Så på nuværende tidspunkt går alt efter planen, og vi forventer, at vi kan tage bygningen i brug i midten af 2026. Det glæder vi os meget til,« oplyser NSK stabschef Lasse Ring Christensen.
I løbet af det seneste år har NSK’s arbejde ramt overskrifterne af flere omgange i forbindelse med en række større kriminalsager.
I 2024 optrevlede politienheden bl.a. en større østjysk narkoring, fik rejst tiltale mod Nordea for brud på hvidvaskloven og nedlagt et foreløbigt forbud mod rockerklubben Bandidos.
Derudover var NSK også inde over udbytteskattesagen, hvor briten Sanjay Shah blev idømt 12 års fængsel for at have svindlet staten for mere end 9 milliarder kroner.