Fortsæt til indhold

Flere jernheste forsvinder – og nu nærmer højsæsonen for cykeltyverier i Aarhus sig: Disse cykelejere skal især være på vagt

Sommermånederne er højsæson for cykeltyverier, og i Aarhus-området er antallet af anmeldelser endda steget med 29 procent sammenlignet med for tre år siden. Særligt én gruppe cykelejere skal være ekstra opmærksomme til sommer, lyder det fra forsikringsselskab.

Krimi
am

Når dankortet bipper og en cykel forlader forhandleren, er der i stigende grad tale om en el- eller ladcykel.

I Aarhus-området er interessen for de lidt dyrere cykelmodeller nemlig steget de seneste år – og det samme er cykeltyvenes, som i udpræget grad går efter de samme modeller.

Det skriver forsikringsselskabet GF Forsikring, hvor man i perioden 2021 til 2024 i gennemsnit har oplevet en stigning i de erstatningsbeløb, der skal udbetales i forbindelse med cykeltyverier.

På de tre år er erstatningsbeløbet i snit vokset med 17 procent.

»Når en cykel bliver meldt stjålet af en af vores medlemmer, ser vi i stigende grad, at der er tale om en af de dyrere modeller som elcykler, ladcykler eller specialcykler som for eksempel racer- og mountainbikes. De går efter de cykler, der giver den højeste fortjeneste, når de bliver solgt videre. Det bør man som cykelejer skrive sig bag øret,« siger forretningsfører for GF Aarhus, Thomas Prägler.

Det årlige antal anmeldte cykeltyverier ligger i gennemsnit på omkring 40.000 på landsplan, og i Aarhus-området og det østjyske er antallet af anmeldelser 29 procent højere i 2024 sammenlignet med 2021.

Alene i Aarhus Kommune har man set en stigning på 37 procent. Det fremgår ifølge GF Forsikring af tal fra kommunerne i Østjyllands Politikreds.

Nem løsning – svær at huske

Ejer man en af de dyrere modeller, er der ifølge Danmarks Statistik god grund til at holde ekstra øje i de kommende måneder. En tredjedel af alle cykeltyverier sker nemlig i sommermånederne fra juli til september.

Men selvom statistikkerne er imod cykelejerne, er der flere præventive tiltag, som kan gøre livet sværere for lyssky sjæle.

»Én lås er godt. To låse er dobbelt så godt. Jo længere tid tyven skal bruge på at save, knække eller skære i en cykellås, desto større bliver risikoen for at blive opdaget undervejs. Underordnet antallet af cykellåse, er det selvfølgelig vigtigt, at de er forsikringsgodkendt, og hvis man har mulighed for det, kan man opnå ekstra sikkerhed ved at låse cyklen inde i et skur, en kælder eller en baggård over natten,« lyder det fra Thomas Prägler.

Hvis uheldet alligevel er ude, er det vigtigt at have registreret sit stelnummer og have et købsbevis klar. Begge dele skal bruges, når et cykeltyveri skal anmeldes til politiet og forsikringen.