Fortsæt til indhold

Nyt i sag om millionrøveri: Her er røveres flugtbil fundet

Østjyllands Politi vil fortsat gerne høre fra vidner.

Krimi

Østjyllands Politi har fundet den hvide Renault Clio, der fredag formiddag blev brugt af to mænd i forbindelse med et røveri mod urbutikken Kejser i det centrale Aarhus.

Det oplyser politiet på X.

Østjyllands Politi efterlyste lørdag den hvide bil, der har schweiziske nummerplader med registreringsnummer ZG 95537.

Bilen er blevet fundet på en parkeringsplads foran Lidl ved Skejbyvej 501 i det nordlige Aarhus, oplyser vagtchef hos Østjyllands Politi, Peter Svith Poulsen, til avisen.

»Den er sikret, og vi kommer til at undersøge den for at se, om der er nogle beviser i den, vi kan bruge,« siger vagtchefen og fortsætter:

»Hvis nogen har set folk omkring bilen mellem fredag ved middagstid og frem til lørdag aften, vil vi meget gerne høre fra dem.«

Den hvide Renault Clio er blevet fundet med hjælp fra borgerne, oplyser Peter Svith Poulsen.

Østjyllands Politi kan kontaktes via telefon 114.

Politiet har efterlyst disse to mænd i forbindelse med røveriet. Foto: Østjyllands Politi

Ved røveriet mod Kejser brugte de to røvere en pistollignende genstand til at skræmme en butiksejer og en medarbejder, hvorefter røverne slap afsted med ure for flere millioner.

Østjyllands Politi vil også mere bredt gerne høre fra vidner, der har set eller hørt noget, der kan være relevant for politiets efterforskning.