Fortsæt til indhold

Fandt dræbt 26-årig i kloak - nu er to anholdt efter stor politiaktion

»Vi har over de seneste måneder brugt rigtigt mange timer på efterforskningen af sagen, og jeg er derfor også meget tilfreds med, at det i dag er lykkedes at få foretaget anholdelser af de to personer, som vi mener kan sættes i forbindelse med drabet på den 26-årige mand,« siger politiinspektør Anders Uhrskov fra Østjyllands Politi.

Krimi
am

Opdatering: De to personer bliver tirsdag klokken 9 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi på X. Her står der også, at anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre.

Mandag formiddag har Østjyllands Politi været til stede på flere forskellige adresser i politikredsen for at foretage ransagninger og anholdelser i en drabssag fra tidligere på året, hvor en polsk mand blev fundet i en kloak i Harlev i det vestlige Aarhus.

I den forbindelse er to personer omkring kl. 9.30 i dag blevet anholdt på en adresse i Viby J og sigtet for drab.

Det oplyser Østjyllands Politi en pressemeddelelse.

De to anholdte er henholdsvis en 41-årig polsk mand og en 30-årig dansk kvinde, begge er bosiddende i Danmark.

Siden den 26-årige polske mand tidligere på året den 28. februar blev fundet afgået ved døden i en kloak i Harlev J, har Østjyllands Politi efterforsket sagen grundigt.

Efterforskningen førte mandag formiddag til en større koordineret aktion på flere forskellige adresser i området omkring Aarhus.

»Vi har over de seneste måneder brugt rigtigt mange timer på efterforskningen af sagen, og jeg er derfor også meget tilfreds med, at det i dag er lykkedes at få foretaget anholdelser af de to personer, som vi mener kan sættes i forbindelse med drabet på den 26-årige mand,« siger politiinspektør Anders Uhrskov fra Østjyllands Politi.

Synligt til stede på flere adresser

Foruden anholdelserne af de to personer på en adresse i Viby J har Østjyllands Politi også foretaget en række afhøringer og tekniske undersøgelser på flere forskellige adresser i området omkring Aarhus. Disse nødvendige undersøgelser vil sandsynligvis fortsætte de kommende dage.

»Den 41-årige mand og den 30-årige kvinde vil i morgen, tirsdag, blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvor de begge er sigtet for drab – men vi har stadig et stort arbejde foran os, da vi endnu ikke har det fulde overblik over sagen,« siger politiinspektør Anders Uhrskov.

Af hensyn til den fortsatte efterforskning vil Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi anmode om lukkede døre til grundlovsforhøret i sagen.

De pårørende til den afdøde 26-årige polske mand er underrettet om dagens anholdelser, og Østjyllands Politi har for nuværende ikke umiddelbart yderligere kommentarer til sagen.

Politiet fandt den 26-årig polske mand 28. februar. At man fandt manden skyldtes bl.a., at man i lokalområdet pludselig ikke kunne trække ud.

»Vi har løbende tømt spildevandsrøret for at se, om vi kan finde genstande, der kunne tilhøre den afdøde person. Vi har også ledt efter legemsdele. Jeg kan godt sige, at når man har ligget dernede, er man ikke hel. For at vi kan arbejde med det i fred og ro, har vi blokeret tilstrømningen af kloakvand,« har Flemming Nørgaard, efterforskningsleder ved Østjyllands Politi, tidligere sagt til avisen.

Nu 88 dage senere er to personer så anholdt i det politiet tidligere har kaldt en »kompliceret sag«.

Til avisen afviser Østjyllands Politi dog ikke, at der kan komme flere anholdelser i sagen.