Kvinde død efter brand
Politiet skal nu lave tekniske undersøgelser på stedet.
En ældre kvinde er afgået ved døden som følge af en brand i hendes hjem i Solbjerg.
Det oplyser vagtchef hos Østjyllands Politi Morten Hansen til dette medie.
Kvinden døde på Aarhus Universitetshospital lørdag, 12. juli.
Branden opstod i hendes hjem, et rækkehus, aftenen forinden omkring klokken 21.
Årsagen til branden er endnu uvis.
»Vi skal lave tekniske undersøgelser på stedet i morgen, mandag. Huset er plomberet, hvilket vil sige, at vi lukker og låser stedet, så ingen har adgang til det. Det gør vi, så ingen kan ødelægge nogle spor, og så kommer nogle af vores teknikere ud og laver en grundig undersøgelse,« siger vagtchef Morten Hansen
Han oplyser, at betjente fra Østjyllands Politi allerede har lavet afhøringer på stedet, og at politiet med den tekniske undersøgelse går »et spadestik dybere«.
I forbindelse med branden blev kvinden transporteret til Aarhus Universitetshospital, hvor der er specialister i brandsår.
Mens årsagen til branden er ukendt, skal det være sikkert, at branden opstod inde i kvindens rækkehus, en ældrebolig, hvorefter den trak opad.
»Vi fik slukket branden, inden rækkehuset blev totalt nedbrændt, men der er masser af brandskade i huset, der skal ombygges og renoveres. Ilden brændte ind i tagkonstruktionen i nabohuset, fordi de to bygninger er sammenbygget, så nabohuset har også brand- og vandskader,« siger operationschef hos Østjyllands Brandvæsen Kirsten Dyrvig til dette medie.
Beboerne er nabohuset og et yderligere rækkehus er ved at blive genhuset.