Fortsæt til indhold

Politiet advarer: Flere indbrudsforsøg i villakvarter

Videoovervågning afslører mistænkelig adfærd ved flere huse i Stilling.

Krimi

En indbrudstyv, der tilsyneladende var ude for at sondere terrænet.

Sådan vurderer Sydøstjyllands Politi episoden, efter at tre borgere fra Stilling uafhængigt af hinanden har kontaktet politiet med videoovervågningsmateriale fra fredag formiddag i sidste uge. Det oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi til Din Avis Skanderborg.

Overvågningskameraer har ifølge vicepolitiinspektøren fanget billeder af en yngre mand med mistænkelig adfærd ved flere huse på Århusvej og Hotelvej. De tre episoder fandt sted mellem kl. 10.30 og 11.30 fredag 11. juli og blev anmeldt til politiet i dagene derefter.

»Vi vurderer, at der er tale om tre forsøg på indbrud. Borgerne henvender sig til os på forskellige tidspunkter med overvågningsmaterialet, men vi er overbeviste om, at der er tale om samme mand,« siger Finn Ellesgaard Nielsen, der samtidig roser villaejerne for at anmelde episoderne og overdrage overvågningsmaterialet til politiet.

»Videooptagelserne viser, at den mistænkte mand har besøgt husene på Århusvej og Hotelvej for at kigge ind i indkørslerne og ved et af husene bevæger han sig ind gennem indkørslen og hen til en bagdør, hvor han formentlig bliver skræmt væk af en hund.«

Manden på videooptagelserne beskrives af politiet som omkring 20 år gammel, udenlandsk af udseende og med mørkt hår. Han var iført mørke bukser, en Nike-trøje i lyseblå og hvid muligvis med lynlås, hvide sokker og mørke løbesko med hvid bund.

Finn Ellesgaard Nielsen oplyser, at politiet vil fortsætte efterforskningen og gennemgå videooptagelserne. Han opfordrer også flere borgere til at være opmærksomme og melde mistænkelig adfærd i området til politiet.