Mysterium om hvid bil i grøften er tæt på at være løst
Bilen, der har ligget i grøften tæt på Rønde, fjernes snart.
14. juni indløb en anmeldelse til Østjyllands Politi om en havareret bil i en grøftekant i T-krydset mellem Grenaavej og Flintbakken ved Rønde. Efter godt og vel fire uger ligger den hvide Dacia Duster der stadig.
Anmeldelsen gik ud på, at der var tale om et solouheld, og at personer var gået fra stedet. Fra Østjyllands Politi fortæller man også, at det er ejerens ansvar at fjerne bilen, og hvis den ikke står til gene for trafikken, er det som udgangspunkt ikke en politisag.
Torsdag kunne politiassistent Jesper Olsen, landpolitiet i Rønde, efter igen at have været i kontakt med ejeren fortælle, at bilen vil blive fjernet snarest.
Mangler bilnøgle og registreringsattest
Jesper Olsen oplyser, at man kort efter anmeldelsen i juni kontaktede ejeren, en virksomhed på Sjælland, og bad om at få fjernet bilen. Den var ikke efterlyst. Men siden skete der som nævnt ikke mere.
»Det er da mærkeligt. Der må da være nogen, der mangler den,« siger han.
Han tilføjer, at politiet ikke vil bekoste, at den skal fjernes, det står for ejerens regning.
En ny opringning torsdag til virksomheden på Sjælland kastede lidt mere lys over mysteriet. Det viser sig, at de var rigtig kede af situationen. Den var desværre gået lidt i hårdknude, idet de ikke havde kunnet få fat i vedkommende, der havde kørt i bilen. Derfor havde de ikke bilnøglen. Og leasingselskabet, der stod for udlejningen, havde holdt sommerferie, og derfor havde de ikke kunnet skaffe registreringsattesten.
Vejhjælp vil ikke hente bilen, når de ikke har nøgler eller registreringsattest, forklarer Jesper Olsen. Han håber nu, at det løser sig ved, at virksomheden får fat på leasingselskabet, og at bilen så vil blive fjernet.